Lykken er...

Lykken er, at komme hjem fra en lang, varm og travl arbejdsdag, der startede kl 6, hvilket vil sige, at vækkeuret ringede kl 5. Utrolig tidligt, efter en dejlig dag i uniparken, i selskab med utrolig mange glade studerende, der endnu en gang mødes for at overvære den årlige kapsejlads på universitetsparkens sø. Tilbage til sagen - da jeg træder ind af døren, med ømme ben og en vis træthed i kroppen, mødes jeg af to langstilkede røde roser, samt en opvask der er blevet taget (og jeg kan forsikre, at det ikke er mig selv der havde taget opvasken). Min fantastiske kæreste havde i løbet af formiddagen (imens jeg var på arbejde) cyklet hjem til mig med to langstilkede røde roser, og havde i forbifarten taget min opvask. Det er ren og skær lykke og noget der gør en dag 100 % god, til trods for, at den udelukkende har stået på arbejde og opgaveskrivning!

Mens vi venter...

Jeg har ventet og ventet og ventet og ventet.... Det syntes som værende en uendelig lang og håbløs venten, men nu skete det. På en måde virkede det lige så håbløst og meningsløst, som det gjorde for karakterende i den forestilling jeg i går så på Århus Teater, sammen med en kær veninde. Didi og Gogo venter og venter på Godot, som de mener skulle komme. De ved ikke hvordan han ser ud, om de venter det rigtige sted eller om han i det hele taget kommer. I 2 1/2 time vandrer Gogo og Didi frem og tilbage. Det syntes virkelig håbløst, så håbløst, at de selv vrænger og gør nar af deres venten. Men alligevel er der ikke nogen af dem, der gør alvor om deres ønske om at forlade træet ved landevejen, for tænk hvis Godot skulle komme. Denne håbløshed og længsel har i flere måneder fyldt mit sind. Dog må jeg være ærlig og sige, at jeg ikke længtes så inderligt i starten. I starten var det meget hyggeligt, men længslen kom hurtigt listende og satte sig fast med syvtommer søm!
Da jeg i morges, lidt i 8 satte mig op på cyklen, for at følge en forelæsning om Roland Barthes mening omkring fotografiet og dennes hjerteskærende savn efter sin afdøde mor, var der intet der indikerede, at mit savn skulle blive indfrie. Det var diset, koldt og meget fugtigt i vejret. I pausen, da jeg vandrede over i kantinen for at hente kaffe, fortrød jeg inderligt, at jeg ikke havde taget min jakke på, idet vind og kulde gik gennem marv og ben. Men pludselig i de sidste få minutter af forelæsningen blændes jeg af en voldsom lyskilde, der fandt sin vej ind gennem vinduet. Det var solen. Solen skinnede fra en himmel der var ved at tage sin fortryllede blå farve på. Solens magt kunne allerede mærkes, da jeg glad over det skønne solskin, satte mig på cyklen for at køre hjem, til mit elskede rækkehus igen, efter en herlig forelæsning. Trampende op ad Randersbakken strejfede tanken mig, at det nær var for varmt at cykle i vinter-uldfrakken. Foråret satte glade, varme tanker i mit sind. En endeløs venten syntes endelig at blive indfriet (og jeg glæder mig over alt dette fantastiske solskin, så længe det varer). Forårskåd glemte jeg alt om studierelaterede pligter og bagte i stedet en yderst velsmagende pæretærte, der for alvor satte fut i forårskrilleret. Dette blev dog yderligere forstærket, da denne sang poppede op fra min skønne kæreste af, inde på fjæsbogen:  http://www.youtube.com/watch?v=ynZUExbMZ_c

Rigtig meget glædelig forår!